Få adgang til Love.dk

Opret din egen gratis profil og se mere på Love.dk!

Opret gratis profil

Farvel. - Min hund og døden. (1/2)


 Birgitta, 71
(1) 02-02-2018 kl. 15:38

Mon vi selv kan bestemme?

Silke, en gammel goldenpige, var stærkt på vej til de 16 år. Og hun havde en del skavanker, som gigt og allergi. Døv vat hun også blevet. Og en nogenlunde overstået anaplasmose.
Vi har fint kunnet gå lange ture hver dag. Men på det sidste faldt hun indimellem, som om hun måske ikke rigtig kunne styre ben og poter mere. Hun var heller ikke helt renlig mere.

Så skulle det være! —-I mandags bestilte jeg dyrlæge til at komme og aflive Silke onsdag d 31. januar.

Og selvfølgelig var Silke mere frisk end nogensinde de sidste dage....

......først tirsdag aften virkede hun lidt træt. Vi skulle ud og gå aftentur kl ca 20.30 .
Og vi var ikke nået ret langt, så kollapsede hun.. Benene kunne ikke bære hende.
Jeg fik hende bakset hjem igen. Og hun kollapsede endnu en gang, da vi nåede ind i entreen..
og der lå hun så og trak vejret dybt og hurtigt. Jeg lagde mig ved siden af hende på en hynde. Kælede med hende. Og tørrede hendes ansigt med en våd klud.
Vejrtrækningen skiftede til overfladiske korte åndedrag et par timer senere.
.........og klokken 23.15 sov hun ind..

Og klokken 12 onsdag kom dyrlægen som aftalt. Hun kunne bare konstatere at Silke VAR helt død.


Jeg tænker, mon vi selv kan påvirke hvornår vi vil dø? Silke (og jeg selv) ville jo allerhelst have, at hun døde trygt og roligt i min favn. Uden dyrlæge-indblanding, før hun var sovet ind..


—-Min gamle mor var raskmeldt og havde været indlagt på hospital i 1.5 måned til der kom en ledig plejehjemsplads. Hun ville absolut ikke på plejehjem. Men hjemmeplejen kunne ikke klare hende mere, så hun blev tvangs-skrevet på liste til en plejehjemsplads.
Hun døde 2 dage før hun skulle være flyttet.

Mon man kan det? Hvis vi er gamle og svage nok, KAN vi så bare lukke øjnene og slippe livet?

Hvad mener I? Har nogen af jer oplevet, at dyr eller mennesker har taget afsked med livet, simpelthen ved at stoppe med af leve? Uden dødelige doser medicin?







 Mamsie, 52
(2) 02-02-2018 kl. 21:51

Svar på indlæg nr. 1 af Birgitta:

Trist med din hund.Kan godt forstår du er ked af det . .Som sygehjælper, har jeg oplevet at folk lige får en optur for en kortere periode, for at det så går ned ad bakke, og kort tid efter slutter..Flere holder op med at spise og drikke og mister livsgnisten.Ægtepar, der har levet mange år sammen kan dø med kort mellerum.Man kan dø af sorg..Jeg oplevede min mormors korte nedtur inden hun døde.Hun var en dame, der ikke overlod noget til tilfældighederne og havde styr på alt.Tøjet passede altid sammen med taske og smykker og hun tog gerne i en høj alder i mange butikker for at få den rette mad..Da hun blev indlagt på hospitalet spiste hun en dag en is, som løb ned af kjolen på hende.Hun var ligeglad og det lignede bare ikke hende.jeg kiggede på hende og hun sagde metaforisk, at det var en stejl vej op ad bakke.Man kunne langsomt se gnisten forsvinde og nogle dage efter døde hun.Min bedstefar nåede at være på plejehjem en uge, hvorefter det var slut..Det var heller ikke hans ønske..Han havde dog været syg efter blodprop i flere år..Jeg har ikke oplevet at folk bare dør fordi de siger de vil .Så havde jeg oplevet langt flere dødsfald.Der skal en mere aktiv handling til, og det er ofte manglende indtag af mad-drikke -medicin.



 Birgitta, 71
(3) 03-02-2018 kl. 17:19

Svar på indlæg nr. 2 af Mamsie:

Nej... hvis folk ønsker at dø, så siger de ikke noget.

Jeg tror at de, der taler om at de vil dø, de ønsker snarere, at deres liv bliver forandret. Måske føler de sig forsømt, ikke taget alvorligt, eller de får ikke nok hjælp til fysisk ubehag. Maden kan være for kedelig.. Ja, måske keder de sig “bare”. Og kan blive opmuntret af forskellige aktiviteter.

Skiftet til en passiv og professionel verden på et hospital kan nok få sårbare ældre til at opgive livet.
Især hvis de ikke kan se det som en vej tilbage til deres “normale” liv.
Det var måske, hvad der ramte min mor.

Og DIN mormor. Det var jo et voldsomt skift for din mormor at komme fra et varmt og kærlighedsfuldt samliv med sin ægtefælle, -til et hospital, hvor hun det meste af tiden er overladt til sig selv.

At din bedstefar dør hurtigt efter, viser jo også at de to ikke kunne undvære hinanden. Måske skulle din mormor hellere være blevet hjemme?
Der findes jo det, der hedder “hjemmehospice” så døende og deres pårørende kan få omsorg og lindring i den sidste tid -i eget hjem! Man skal nok være varsom med at skille gamle par fra hinanden..

desværre er der hverken hospicer eller hjemmehospice-personale nok til alle de mange mennesker, der skal dø.
.......måske burde vi alle spare op til vores allersidste tid, ligesom vi i dag sparer op til vores pension..



Min Silke hverken klynkede eller pev. Hun udnyttede livet til den sidste dag. Og lagde sig så ned og ventede, med min arm omkring hende. Når bare jeg var ved hende, så var hun tryg.

Hvis hun havde jamret og pevet, så havde det været en appel til mig om at hjælpe hende. Fuldstændig som mennesker kan give udtryk for at de ønsker at dø. Nogle mener snarere, at de ønsker en ændring i deres liv.

De fleste hundeejere vælger så at få hunden aflivet, hvis den klynker og giver udtryk for ubehag eller smerte..

Eller hvis den ikke kan så meget mere, som den kunne som yngre.. Så kan man give hunden andre tilbud som giver underholdning og livsmod.

Der er også mulighed for at lindre hundens ubehag og eventuelle smerter, så døden kan blive en omsorgsfuld oplevelse.
Selvfølgelig er der grænser for hvor meget, man kan lindre.
Men jeg synes bare at jeg tit oplever, at hundeejere end ikke vil overveje at give den ældre hund smertestillende medicin. Så vil de hellere aflive.

Det er som om folk er blevet bange for at opleve hundens sidste tid..

Men døden er jo den helt naturlige afslutning på alt liv.



 (slettet)
(4) 03-02-2018 kl. 19:17

Svar på indlæg nr. 1 af Birgitta:

Jeg tror, at vi har indvirkning på vores liv og kan påvirke både liv og død.

Blot er det nogen gange mere humant at hjælpe lidt til, inden det når så langt ....




 Mamsie, 52
(5) 03-02-2018 kl. 23:29

Svar på indlæg nr. 3 af Birgitta:

Min mormor døde først mange år efter min bedstefar og havde været alene efter hans død..Det var det med at miste livsgnisten jeg ville frem med.Tror du kan have ret i , at dem der taler højt om det, måske bare ønsker at ændre den nuværende tilstand , men kun kan se døden som eneste vej til at nå noget bedre.



Love.dk anvender cookies til at optimere brugeroplevelsen og webstatistik. Læs mere om vores brug af cookies i Brugerbetingelser. Fjern besked.