Efter længere tids plagen/tiggen/truen, især fra min side, har mit værested/arbejdsplads endelig indført motion i vores arbejdsdag. Det blev til 2 x skovgåtur og 1 x styrke/motionstime om ugen, i hospitalets oldnordiske fitnesskælder.
Jeg opdagede, at der faktisk var op til flere, som gerne ville, men ikke havde modet eller kæften til, at banke personalet op af sofaens hygge, og kræve det.

De gange, hvor jeg har argumenteret for, at vi skulle have motion på ”programmet”, var svaret bl.a. at vi skulle bruge samfundets muligheder, herunder det lokale fitnesscenter, som de ”Normale” også bruger. Det er okay, at give en diagnose på unormal, men jeg skal træne som en normal? Jeg ved, at en del af mine kollegaer har det på samme måde, hvorfor de hellere undlader motionen, som netop kan befri dem for nogle af de konsekvenser, der følger med medicinen/psykiske udfordringer.

Hvis psykisk syge skal motionere, skal det så være på/i samfundets vilkår/faciliteter eller kan vi, med god ret, kræve vores eget fristed/motionsrum?
Er der fokus nok på motionen, fremfor medicinen, i det psykiatriske væsen?

Svar på indlæg nr. 1 af Poetica:

Det er jo umuligt at svare enten ja eller nej til, men jeg vil finde det underlig ikke at tænke motion ind som en del af sådan et sted og gøre det på den mest optimale måde. Det at motionere sammen er jo også eminent til at socialisere.

Svar på indlæg nr. 1 af Poetica:

kan man træne i alm center, fint..
kan man ik, bør der klart være et andet- ligeså godt tilbud. in a perfect world, that is

gjorde for år tilbage halvhjertede forsøg i den kælder (vil tro det er den samme/triste)
bestemt ik motiverende

Svar på indlæg nr. 2 af Only Human:

Man kan jo også socialisere i/med, samfundet?

Svar på indlæg nr. 3 af sister of mercy:

Den har ingen vinduer overhovedet? Men, der er planer i det "nye". Vi skal bare have motionsrummet med i planen.